Enigma – koden blev brudt
Har du set filmen om den engelske matematiker Alan Turing, som stod i spidsen for et projekt under 2. Verdenskrig, hvor målet var at bryde den tyske kodemaskine Enigma, som gjorde det muligt for tyskerne at kommunikere om krigens næste træk? Kodemaskinen var opfundet allerede i 1919, og den var i brug som kommunikationsmiddel i den tyske hær allerede fra 1929.
Under 2. Verdenskrig blev Enigma kodemaskinen helt central i den tyske hærs kommunikation, og den blev brugt alle steder, hvor hæren var indsat, både til at kommunikere internt i afdelingerne og til kommunikation mellem de enkelt hærafdelinger og den tyske hærledelse.
Allerede polakkerne arbejdede i mellemkrigstiden på at bryde Enigma kodesystemet, men det lykkedes ikke. I 1939 gik englænderne i gang og etablerede et projekt under navnet Ultra, hvis formål var at bryde Enigma koden.
Det lykkedes hen ad vejen. Tyskerne fik en fornemmelse af, at englænderne kunne gennemskue de kodede budskaber og ændrede på koden. Det satte englænderne skakmat for en periode, men de fik også brudt de nye kodesystemer, og kendskabet til Enigma koden var en af de væsentlige årsager til, at englænderne kunne vinde ørkenkrigen i Nordafrika. Uden kendskab til koden ville man ikke have kunnet sætte rigtigt ind mod de tyske tropper i ørkenen.
En af de engelske hovedkræfter bag afkodningen af Enigma var matematikeren Alan Turing, som efter krigen blev udsat for forfølgelse og mistede sin karriere, fordi han var homoseksuel, hvilket var ulovligt i England på det tidspunkt. Set i bakspejlet var det en totalt uretfærdig behandling, og den engelske stats har senere rehabiliteret Alan Turing – men da han var død ved selvmord i 1954, kunne det jo ikke rigtig bruges til noget.
Enigma koden blev endeligt brudt i 1943, og fra dette år havde englænderne en indsigt i den tyske hærs kommunikation, som entydigt var med til at sikre de allierede styrker sejren.