Da posten kom tre gange om dagen

Ak ja, kan du huske, da vi fik en Berlinger både morgen og aften? Eller når posten kom om eftermiddagen med dagens sidste breve? Selv om det nok er ved at være sidste udkald, så kan vi stadig være heldige at opleve ældre mennesker, der kan huske, da postvæsenet rent faktisk kom flere gange om dagen med breve. I dag smider vi mails efter hinanden og har derfor ikke brug for at sende budskaber med brev på samme måde længere, men vi skal ikke mange år tilbage, før det fysiske brev var det, der blev brugt, når noget skulle kommunikeres. Jo, telefonen kunne man også bruge, men brevet var nu engang det, der fungerede bedst for de fleste.

Tidligere kom postbuddet i form helt af sig selv, for postruten med de mange breve blev tilbagelagt til fods eller på cykel, hvis det var ude på landet. I dag kan postbuddet – og du selv – snarere have brug for et velfungerende og effektivt løbebånd, som man blandt andet kan få hos Gorilla Sports. Så kan man træne sin kondition, når man vil, og styrke sin fysik ved så at sige at gå til fitness i sit eget hjem.

Tidligere var det faktisk sådan i byerne, at man kunne være sikker på at få sin morgenpost inden klokken 8 om morgenen. Til middag kom postbuddet for anden gang, og ved tretiden om eftermiddagen måtte han afsted igen. Postkasserne blev tømt tre gange om dagen – så havde postbuddet jo noget at bære rundt til borgere og virksomheder. I dag vil vi nok anse det som et helt urealistisk serviceniveau, men for postbuddene har det været god motion.

På mange måder kan man med god grund savne det samfund, hvor posten bragte breve ud tre gange om dagen. Man må tro, at folk så mere til hinanden, og at man kommunikerede mere med hinanden via breve eller postkort, når hverdagens små hændelser skulle formidles videre til familie og venner. På den anden side skal vi ikke savne de forgangne tider, for de nye er som regel bedre, selv om vi, der lever i dem, kan være tilbøjelige til at mene noget andet.

I dag er brevet næsten blevet en museumsgenstand. Ind imellem slår postvæsnet på tromme for, at vi skal genopfinde det gammeldags brev. Men dybest set er de nok helst fri for, at vi skriver for mange breve, for de er dyre og omstændelige at fragte og bringe ud. Og for de fleste almindelige mennesker kan der gå lang tid mellem, at de modtager et brev, endnu flere mellem, at de selv sender et. I stedet kommunikerer vi elektronisk, og vi må nok erkende, at fremtidens museumsfolk og historikere får store vanskeligheder, når hverdagens historie skal skrives. Mens vi kan bruge de fysiske breve som kilder, så kræver det en del mere arbejde at få adgang til folks elektroniske filer.